|
Berømte smørtenorer der synger Burt Bacharach med bugstøtte, er ikke cool. Det er pinligt. Når Bjørk eller Elvis Costello synger med Brodsky Kvartetten er det kunst. Pop er ikke Puccini. Svenske Anne Sofie von Otter ved det. Costello er ligeglad han lærte først noder, da han indspillede The Juliet Letters med Brodsky. Hun er trænet i den klassiske tradition, han kan poppen, punken, bluesen og countrymusikken. Ført i samme musikalske rum kunne det med de to kunstnere blive til klassisk tyggegummi. Det er blevet til en række følsomme numre, mestensdels ballader i raffineret instrumentation og superb udførelse.
De vidt forskellige numre giver mindelser til Abba, Beach Boys, Tom Waits, Costello, McCartney og flere. Udgivet på et selskab, mest kendt for Karajan og Beethoven. Der er ikke meget klassisk intonation på den nye cd. Lidt horn-truttelut, strygere med skolet baggrund, pizzicato som ikke har noget med jazz-knipseri at gøre. Ingen af de medvirkende falder i de farlige grøfte, inkl. så prominente backing-musikere som Benny Anderson og Flæsk Kvartetten.
Den eneste, der for alvor kunne falde i grøften, er Anne Sofie von Otter. Hun er trods alt fremmed fugl blandt pop-freaks. Når det lykkes så godt for hende, er det, fordi hun har skrællet alt operalir af og er nået ind til basis. Oven på denne grundklang bygger hun præcis det nødvendige vibrato, det perfekte touch af jazzy stil med luft på stemmen de rigtige steder og udtynding i toppen af registret i stedet for at mase mellemgulvet med op. Det betyder, at hun stadig har et enormt omfang, men nu med mulighed for at frasere ind i en helt anden verden.
Det er synd, at hun synger så lidt sammen med Costello de klinger virkelig godt sammen. Og synd at Costello ikke er med vokalt. Men at han står bag produktionen er hævet over enhver tvivl. Tak for det.
Anne Sofie von Otter meets Elvis Costello. Deutsche Grammophon.
|
