MALMØ: Elvis Costello skæver ud på publikum gennem brillerne og spørger smilende:
- Hvad siger I til at høre en fra mit flamencoalbum?
Det er en af de eneste genrer, han endnu ikke har kastet sig over, men det er da immervæk blevet til pop, country, reggae, soul, folk, klassisk, punk, jazz og rock’n’roll gennem en lang virkelysten karriere.
Fredag var det dog det omrejsende musikleksikons evner som sangskriver, der var i centrum, da han klædte Malmøs prangende koncerthus før en mindre danmarksturné.
Gennem 135 minutter spillede Costello hele 26 numre tilsat smittende entusiasme og flintrende fandenivoldskhed. Det var en imponerende solopræstation, men ikke ubetinget vellykket.
Uden mikrofon
Englænderens intense engagement har en uheldig tendens til at kamme over i uforløste frådeudbrud, der i nogen grad vandaliserer hans sange, men det er på den anden side den snerrende rastløshed, der gør Declan Patrick MacManus til Elvis den Anden.
Temperamentet blev imidlertid holdt i skak på en skøn pianoudgave af ’Deep Dark Truthful Mirror’, men den 62-årige veteran benyttede ellers fortrinsvis et arsenal af guitarer.
Costello classic
Han sang en bedårende ’Alison’ stående helt ude på scenekanten uden mikrofon, og hans særprægede hvæs af en vokal havde det forbavsende godt. Den har ellers været ude for lidt af hvert.
Mellem numrene var han en vittig og vedkommende anekdotefortæller, der kredsede en hel del om sin familie og opvækst i et musikhjem i Liverpool.
Rørende nænsom
Soloformatet har naturligvis sine begrænsninger, men ved hjælp af støvede fotos på en lille, hyggelig storskærm og sit brede repertoire formåede Costello dygtigt at variere aftenens forløb.
Han slog gnister under en meget elektrisk ’Pump It Up’ og var rørende nænsom gennem en bristefærdig version af ’Almost Blue’.
Costello modtog folkets bragende hyldest, mens han vaklede pudsigt rundt på scenen som en beruset tyrefægter, og så greb han ellers ud efter en af sine seksstrengede og gav endnu et ekstranummer og endnu et ekstranummer.
Der var glimrende nye sange, sågar en flot evergreen fra Broadway og mod slut spillede han ’(What’s So Funny ’Bout) Peace, Love and Understanding’ som om, han mente det.
Costello mente ikke det med flamencoen, men hvis han ville, så kunne han utvivlsomt lære at mestre den stilart på en weekend.
|